Blød universalisme (Lettre International, dk.)

I Norden må vi genfinde balancen mellem lighed og tolerance. Kosmopolitikkens svar er en blød universalisme

Av Halvor Finess Tretvoll og Thomas Hylland Eriksen

I løbet af en uge i april i år skete to ting i det gamle kongerige Danmark-Norge, som perspektiverer vores respektive forhold til mødet mellem det kristensekulære Vesten og islam.
I Danmark udtalte præst og folketingsmedlem Søren Krarup, at en hijab og et hagekors er to sider af samme totalitære sag. Noget som fik støtte – “i substansen” – af Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, og som statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke rigtigt magtede at tage afstand fra. I Oslo blev norsk-somaliske Kadra Yusuf slået ned på åben gade efter at have udtalt i et interview, at Koranens kvindesyn bør omtolkes (så forsigtigt udtalte hun sig faktisk).
Lad os sige, at gerningsmændene slog til på grund af udtalelsen. Så skulle man tro, at de befandt sig i den diametralt modsatte position af Søren Krarup. Og i visse vigtige sammenhænge – som i synet på brug af vold – gør de det naturligvis også. Samtidig har de et væsentligt fællestræk: viljen til konfrontation.
På den måde kan de to positioner betragtes som hinandens spejlbilleder. De er symmetriske og afhængige af hinanden for at eksistere. Ja, i nogle sager er det yderste højre og islamismen til og med rørende enige. Både Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid, som Krarups udtalelse drejede sig om, og Krarup selv, er fx blevet kritiseret for deres uafklarede forhold til dødsstraf.


Danmark, som engang var nordmændenes vindue mod verden, kontaktfladen for norske intellektuelle, som ville væk fra fjeld og fjord, har ifølge Krarups sidste bog gennemgået et systemskifte. Han mener, det var “folkeånden”, der rejste sig mod de vankelmodige intellektuelle på danskhedens og kristendommens grund, og afviste “en politisk korrekthed, som vil gøre os historieløse, rodløse, åndløse”.
Han har ret – desværre. Ikke i den flatterende beskrivelse af hegemoniskiftet, men i, at det har fundet sted: Den danske kolonihave har fået nye formænd. De liberale med hjertet på rette sted og piben godt stoppet er væk. De nye herskere har hejst flaget, rejst stakittet og sat “No trespassing”-skilte op. Nu sludrer de over chablisen om kolonihavens kulturarv, er selvtilstrækkeligt tilfredse med deres nationale sindelag, og uddeler skulderklap til hinanden efter endnu en vellykket offensiv mod “naivisterne” og deres åbenhed over for verden. Det er som om, blikket for kompleksitet forsvinder nøjagtig på det tidspunkt, hvor det er allermest nødvendigt. Det mest nærliggende svar på ethvert identitetsspørgsmål bliver et stammegrynt; en enkel inddeling af verden i hjemland og udland, majoritet og muslim. Når Krarup ytrer sig, tyer han fx oftest til begreberne “islam” og “muslimer”, ikke “islamisme” og “islamister”. Hans grovkornede verdensbillede har ikke plads til den slags – ikke ubetydelige – nuancer.
Det er i grunden et imponerende stykke identitetsformende arbejde, Krarup og andre af hans støbning har udført i Danmark de sidste seks år. Det har ført til, at sådanne generaliseringer i dag er stuerene. I en tid, hvor grænseoverskridende bevægelser af kapital, idéer og mennesker foregår hurtigere og i større omfang end tidligere, har man fået en betydelig del af nationen til at danse rundt om en totempæl svøbt i rød-hvide farver med Grundtvig tronende på toppen som en noget mindre fritænkende karakter, end vi var vant til. For i mørket, væk fra lejrbålets ild, uden for nationens grænser, men også i landets egne storbyers dunkle forstæder, truer Det fremmede. Efter sigende. VK-regeringen har, i sin pardans med Dansk Folkeparti, fået problemer med det hele.

Danmarks salonradikale
Samtidig er Danmarks kosmopolitter passiviseret og reduceret til impotente salonradikale. Hvis man hæver stemmen mod selvtilstrækkelighedens logik, får man straks etiketterne “politisk korrekt”, “kulturradikal”, “smagsdommer”. Og så er det farvel og tak. Debatten – som ikke længere er en debat, fordi der ikke foregår nogen egentlig udveksling af meninger – fortsætter uden dig. For du er så ulideligt kedelig og usexet.
I Norge er det ikke kommet så vidt, endnu. Men kulturkamphanerne er for længst trådt ind på scenen også i “fjeldabernes” land. Og når en af dem åbner munden og siger, at nu er det på tide, vi stiller krav til indvandrerne, at vi sætter foden ned over for overgreb mod svage grupper i minoritetsmiljøerne, vil mange tænke, sige og skrive, at det sandelig også er på høje tid, at nogen siger det, som det er, så vi endelig kan slippe af med de fornemme kosmopolitters evindelige ævl – godt at nogen tør være “forfriskende politisk ukorrekt”.
Det lyder nok bekendt for en dansker. Men denne defaitisme, glidebane, dette knæfald for nynationalismen, vil måske vise sig at være blandt de mest interessante, når historien om vores tids Danmark-Norge skal skrives. Var grobunden for en sådan vending bedre her end i andre sammenlignelige lande? Indeholdt vores nordiske tolerance, som gav plads til en mangfoldighed af levemåder, en skyggeside, hvor et voldsomt sanktionsapparat lå parat, om de uskrevne – men fundamentale – grænser for, hvordan alternativitet på dansk-norsk, blev overskredet?
Vi spørger, fordi idéen om det rene, nationale fællesskab er en illusion, som delvis næres af frygt, og under alle omstændigheder ikke kan være udgangspunktet, hvis man vil forsøge at løse de udfordringer, globaliseringen og kulturmøderne fører med sig. Sandheden i dagens Norge, som i dagens Danmark, er, at det mest politisk ukorrekte vil være at insistere på dialog, pluralisme, respekt og samarbejde over, under og mellem kulturgrænserne. Selvom Norge har taget nogle skridt i dansk retning, når det gælder synet på islam, er der fortsat store variationer i det gamle kongerige. Førende norske medier er omhyggelige med at undgå stereotypisering af muslimske indvandrere. Nynationalisterne står sjældent uimodsagt. Den markante forskel i modtagelsen af Karen Jespersens og Ralf Pittelkows bog Islamister og naivister, som for nylig blev oversat til norsk, tyder på, at Danmark stadigvæk er noget for sig selv i en nordisk sammenhæng. Bogen, som heldigvis er langt mere moderat, nuanceret og vidende end Krarups lille bandbulle, blev stort set godt modtaget i førende danske medier. I Norge blev den præsenteret positivt et par steder, blandt andet i den tidligere maoistiske avis Klassekampen. Ellers blev den omtalt som endnu et eksempel på den beklagelige polarisering og maniske “besættelse af islam”, som kendetegner dagens Danmark.
Jespersen og Pittelkow skelner mellem islam og islamisme og ønsker at alliere sig med fritænkende muslimer. Dette til trods indeholder bogen den danske debats harske toner. I forfatternes øjne bøjer “naivisterne” sig for stadig flere krav fra en organiseret og offensiv islamisme, som skjuler sig bag et mindre problematisk sprog i offentlige sammenhænge, men i virkeligheden ønsker, at sharia skal gøres til gældende lov i europæiske samfund. Derfor er det nødvendigt at sige stop, skriver de. Ingen halalmad i skolekøkkenet. Ingen forhæng i omklædningsrummet. Ingen fritagelse fra kristendomsundervisning. Ingen fritidsklubber med arrangementer kun for piger. Kun sådan er det muligt at sikre Europas “frihedsorienterede grundværdier” og “samfundets sammenhængskraft” fra en glidebane mod den vestlige kulturs undergang.
I Norge anses den slags tiltag, blandt politikere og førende kommentatorer, stadigvæk som konstruktive idéer til en integrationspolitik, hvor også minoriteterne oplever, at de respekteres.
At finde en fungerende balance mellem universelle værdier og ret til forskellighed forudsætter vilje til kompromis og pragmatisme. Der findes ingen enkel løsning; det er nødvendigt at tage stilling i hver konkret sag. Men det nægter Pittelkow og Jespersen at gøre. I stedet får man nærmest indtryk af, at muslimer bliver nødt til at tage en bajer og en lille én til morgenmaden, hvis frihedsværdierne skal reddes. Det er ikke fundamentalt forskelligt fra islamisternes påstande om, at hele den degenererede vestlige livsstil er blasfemisk.
“Naivisterne”, dem, som ikke vil danse efter Jespersen/Pittelkows melodi, sammenlignes med Biedermann i Max Frisch’ skuespil Biedermann og brandstifterne, som i overdreven gæstfrihed giver pyromaner fred til at forberede at sætte ild til hans loft. Det er et eksempel på en retorik, som har bidt sig fast i Danmark, og som effektivt kvæler enhver modstand mod nye omkvæd.

Danskere i reservater
Krarup har skrevet sin bog i brevform, stilet til en gymnasieelev. Den kan dermed forstås som et præmaturt forsvarsskrift, en hvidbog for fremtidige generationer. De vil imidlertid opdage, at to tredjedele bygger på urimeligheder og hårrejsende overdrivelser. Her insinueres det fx, at danskerne ville være endt i reservater, som indianerne i USA, hvis ikke “den nationale selvbesindelse” var vakt til live. Korstogene var “en slags europæisk selvforsvar”, og dem, der ikke vil kæmpe imod islam sammenlignes med dem, der ikke stod op imod nazisme, da Danmark blev angrebet af Tyskland i april 1940.
Også den norske aktivist og fagbogsforfatter, Hege Storhaug, trækker en sådan parallel. I et portrætinterview for nylig sammenlignede hun sin egen indsats mod muslimsk mandschauvinisme med sin fars kamp mod nazisterne under 2. Verdenskrig. Det er med andre ord en symboltung arv, indvandringskritikerne knytter an til: Kampen mod den rene ondskab og den vestlige civilisations forestående undergang. Derfor holder man hellere sin mund, hvis man har sine tvivl, og kan ikke klandres for det. Eller? Var du ikke selv – hvis du tænker rigtigt efter – en af disse arrogante besserwissere, som sov en multikulturel tornerosesøvn, mens de militante islamister lagde planer? Du blev måske vækket af terroristens dødskys for fem et halvt år siden? Eller virker det bare sådan i efterrationaliseringens indbildte klarhed? Alle disse frygtforestillinger, som har fået så solidt fæste i det danske samfund, og som får stadig større betydning i det norske, sprang jo ikke frem som selvindlysende sandheder en septembermorgen. De blev formet, dyrket, spredt og bekæmpet – en stund – og så godtaget. I stilhed, under et høflighedstyranni, som nu må brydes.
At være imod globaliseringen er jo omtrent lige så interessant, som at være imod Golfstrømmen. Prisen for at vaske sine hænder for overgreb langt borte, mens man holder sin egen have ren og nydelig, kan desuden blive høj. Fadime-sagen i Sverige for nogle år siden, hvor en kurdisk-svensk kvinde blev dræbt af sin far, mindede os om, at æresdrab er blevet en del af skandinavisk kultur. Men det ville ikke have løst nogen problemer for Fadime Sahindal, hvis hele hendes familie var blevet i Kurdistan i stedet for at emigrere til Sverige. Hvis det er menneskeheden, som er vi-gruppen, og ikke en bestemt etnisk, religiøs eller national gruppe, spiller det ingen rolle hvor æresdrabet, tvangsægteskabet eller omskæringen finder sted. Ja, måske er det bedre, at tvangsægteskaberne kommer hertil, for her har vi flere muligheder for at forhindre dem i fremtiden, end vi ville have i fx Pakistan. Desuden er det en effektiv vaccine mod den egentlige nordiske naivitet, som proklamerer: Ude af øje, ude af sind.

Vi har brug for en grundigere, mere gennemtrængende debat om tolerance og dens grænser. En central politisk udfordring må bestå i at genfinde balancen mellem forskellighed og lighed. I en del sammenhænge, hvor der i dag lægges vægt på forskelle, går kosmopolitikken ind for at lægge større vægt på universelle værdier. Det kan fx dreje sig om lige muligheder på arbejdsmarkedet. På områder, hvor krav om lighed breder sig i dag, er der derimod behov for større tolerance.
Dele af den globale islamistiske bevægelse udgør utvivlsomt en totalitær trussel mod de værdier, vi har lært at sætte pris på i Vesten: ytringsfrihed, religionsfrihed, seksuel frihed. Og vi kan ikke leve med, at ytringsfriheden begrænses sådan, at det, som ikke kan siges hvor som helst, heller ikke kan siges her i Norden.
Men er der noget Søren Krarup, Jespersen/Pittelkow i Danmark og islamkritikere som Hege Storhaug, Hallgrim Berg og Vebjørn Selbekk i Norge, har til fælles med disse islamister, så er det en tro på, at konfrontationen er svaret på denne udfordring. De klæder radikale islamister omtrent på samme måde som rettroende nydarwinister klæder kristne kreationister: De har forskellige meninger, men de har dem på samme måde. De betjener sig af et rethaverisk prædikantsprog, opererer inden for en entydig og lukket diskurs, og er nærmest parasitter på det fænomen, de mener sig at bekæmpe. Uden den reelle eller fiktive trussel fra radikal islamisme var hverken Storhaug, Krarup eller Berg blevet til mere end fodnoter i samtidshistorien.

Frygten i stuen
Karikaturkrisen viser, hvordan globaliseringsprocessen også omfatter globaliseringen af fornærmelser. Raseriet, de skarpe avisledere og voldsomme gadedemonstrationer – fra Indonesien til Marokko – blev selektivt og umiddelbart formidlet tilbage til os nordboere via tv-skærmen. Ødelagte ambassader, boykot og brændende flag møder den tacospisende familie i sofaen. Blot et lille mindretal stod bag eller støttede denne vold, men frygten breder sig i stuen. Samtidig er mange muslimer overbevist om, at de fleste vesterlændinge vil dem ondt. Konklusionen er, at ganske få mennesker kan gøre ubodelig skade i vores tid.
Den evindelige snak om civilisationskonflikter kan i værste fald blive en selvopfyldende profeti. En fungerende balance mellem tolerance og universalisme synes længere væk for hver omdrejning i polariseringsspiralen. Derfor må denne destruktive konfrontationslinje afsluttes.
I dansk offentlighed er tiden overmoden. I Norge kan tilstanden mere præcist beskrives som præget af usikkerhed og, i en del tilfælde, regelret forvirring. Avisen Klassekampen er nok det mest eklatante eksempel på det sidste. Så sent som i fjor forsvarede avisen Hizbollah, som “trods alt” repræsenterer noget “progressivt”, altså en slet skjult afsky for Israel og USA. Samtidig har avisen et ambivalent forhold til hijaber og er til dels utilsløret begejstret for nogle af de mest islamfjendtlige personer i dagens Norge.

Et slående aspekt ved debatterne om islam i Norden er deres ensidighed. For hvor der er nok bidragsydere, som harmdirrende anklager “venstrefløjen” for eftergivenhed og naivitet, og mange på “venstrefløjen”, som forsvarer sig mod angrebene, er der få militante islamister at se. De udgør ingen horde, som offentlighedens portnere må holde i skak, og de, der måtte findes med uhyggelige planer, bekæmpes bedst med politisamarbejde og efterretning. Lighederne med McCarthyismen er påfaldende: Der foregår en heksejagt, men det er en smule uklart, hvem heksene er. De finere skillelinjer mellem muslimer, islamister og terrorister forsvinder.
Samtidig er der lille tvivl om, at der foregår overgreb blandt minoriteter, og at både kvinder, børn og mænd er fanget i en ubehagelig krydsild mellem religion, værdier hjemmefra og værtslandets blanding af værdier og værdinihilisme. Her er der tale om reelle friktioner og et stort konfliktpotentiale, måske ikke mindst indad i minoritetsgrupperne. Vores løsning på denne gordiske knude er en blød universalisme. Visse værdier bør være almene og ukrænkelige i Oslo, i København og i Islamabad, men mangfoldigheden af veje til det gode liv må anerkendes som ligeværdige. Nøjagtig hvor tynd en sådan universalisme er, kan ikke besvares entydigt, men den kan ikke være tykkere, end at både rettroende buddhister og darwinister føler sig tilpas med deres tro. Samtidig skal den beskytte også andres muligheder for at mene deres om det hinsidige og om den bedste livsstil i det dennesidige. Det afgørende er ikke principfasthed, men kontekstfølsom pragmatik.
Og vi må acceptere at leve med forskellighed på ubestemt tid. Hverken de gode, gamle dage, da kulturrelativismen syntes tiltrækkende, fordi kulturerne befandt sig forskellige steder, eller den mytiske Guldalder, hvor alle havde fælles værdier (hvad vil fritænkere og homoseksuelle indvende?), kan kaldes tilbage fra historiens losseplads.

Så vi bliver måske nødt til at håbe på, at vores offentligheder på begge sider af Skagerrak før eller siden opdager, at der findes flere temaer end islam. I modsat fald risikerer vi, at krige udkæmpes, skove hugges ned, millioner drukner eller dør af AIDS, uden at vi bemærker det – fordi vi bruger al vores energi på at diskutere hvad, der kan gøres for at forhindre fætter-kusine-ægteskab blandt indvandrere i vores egne små, velnærede lande.

En strateg i solnedgang (Ny Tid)

Tron Øgrims reiste fra Maos Kina til Silicon Valley på en ideologisk kjepphest.

Halvor Finess Tretvoll, hovedanmelder i Ny Tid

[essay/nekrolog] «Natt til 4. juli 68 STEINA jeg USAs ambassade,» har Tron Øgrim, som døde så altfor tidlig den 23. mai, bekjent i en novelle i boka Menneskesønnen. Året etter forlot han landsmøtet i Sosialistisk Folkeparti sammen med en skokk ungdom fra SUF. De slamret med dørene – og stiftet AKP(m-l).
Oppsal-gutten Øgrim ble partistrategen og sjefideologen i det nye partiet. Men der Rune Slagstads nasjonale strateger skapte embetsmannsstaten og venstrekapitalismen, satte Øgrim først og fremst spor etter seg i kulturlivet. Han regnes i dag som opphavet til ideene bak avisa Klassekampen, plateselskapet Mai og forlaget Oktober.
Ambisjonene var imidlertid så mye større da han red i krigen på sin stolte ganger, væpnet med leninisme, beundring for Enver Hoxas Albania og – altså – småstein påtenkt imperialismens høyborg i Drammensveien: Norge skulle omskapes i Mao Tsetungs bilde.

Totalitære fantasier

Det kan vekke berettiget undring at Øgrim så sent som i 1985 holdt fast ved denne ambisjonen. Men Tron Øgrim tok et politisk oppgjør – først delvis skjult bak et pseudonym, deretter eksplisitt. I Prosa (6/2003) fulgte jeg denne utviklingen gjennom forfatterskapet hans.
Øgrims første bok het Proletariatets demokratiske diktatur og baserte seg på et foredrag holdt ved Det norske Studentersamfund. Det var en kraftfull debut, med et innhold som stod i sentrum for striden før landsmøtet i Sosialistisk Folkeparti (SF) vinteren 1969. SF-veteran Finn Gustavsen hadde foreslått at tilhengere av diktatur – i enhver form – skulle ut av partiet. Forslaget ble trukket da det ble klart at bruddet mellom SF og SUF(m-l) ville komme uansett, men Øgrims tekst understreket hvor stor avstanden var på dette tidspunktet: «Vi som bygger på marxismen-leninismen-Mao Tsetungs tenkning hevder at arbeiderklassen umulig kan skape sosialisme uten ved hjelp av proletariatets demokratiske diktatur,» skrev han.
For Øgrim var ikke demokrati det samme som tale-, møte- og organisasjonsfrihet, men snarere at «folket tar makta og styrer politikken ut fra sine interesser». Diktatur, på den andre siden, var noe Øgrim fant i alle klassesamfunn. I Norge styrer storborgerskapet gjennom statens og monopolkapitalens diktatur.
Denne omdefineringen av ordene «demokrati» og «diktatur» løper som en tråd gjennom hoveddelen av Øgrims forfatterskap. I Marxismen – vitenskap eller åpenbaringsreligion, skrev han for eksempel: «Vil vi ikke styrte dette kapitalistiske systemet og undertrykke det med nødvendige midler som revolusjonær krig, revolusjonært diktatur og revolusjonær terror, så fortsetter kapitalismens diktatur og terror til evig tid.»
Øgrims forsvarte også ukritisk «de sosialistiske landene» – Kina under Mao, Sovjet før Krusjtsjov, Demokratisk Kampuchea, og Albania. I Proletariatets demokratiske diktatur avviste han bastant enhver innvending mot disse landene: Stalin-tiden, den var stort sett bra. Utrenskningene i 30-årene rammet klassefienden mest – ikke folket. Om det fantes feilsteg, skyldtes det at «proletariatets diktatur ikke eksisterte i stor nok grad, ikke hersket uinnskrenket på alle områder i Sovjetunionen på denne tida».

Å strigle dyret

Det gikk ti år mellom Proletariatets demokratiske diktatur og Marxismen – vitenskap eller åpenbaringsreligion. I mellomtiden var Øgrim blitt bryggeriarbeider og fagforeningsmann. Men så oppdaget partistrategen mørke skyer i horisonten. I Marxismen – Vitenskap eller åpenbaringsreligion var det om å gjøre å holde orden i egne rekker. I forordet skrev Øgrim: «Denne boka er ikke 'den offisielle lanseringa av AKP(m-l)s siste linjeskifte, vedtatt i sentralkomiteen'. Den er heller ikke 'den uoffisielle offisielle lanseringa av AKP(m-l)s siste linjeskift, vedtatt av sentralkomiteen, men etterpå av taktiske grunner forkledd som et debattinnlegg av Tron Øgrim'.»
Den forfatterposituren som avtegnet seg i hovedteksten ga imidlertid et ganske annet bilde: AKP(m-l)s ideolog holder kadrene i ørene. Øgrim tok avstand fra de mest vulgære tendensene i egen bevegelse: Den religiøse marxismen, etterplapringen av Kina i ett og alt, at jazz og moderne kunst er borgerlig og at Komintern var en fornuftig organisasjonsform. Og dermed snudde han også den symbolske økonomien i bevegelsen på hodet: «For å få overtaket på den borgerlige kritikken av marxismen, må vi dokumentere at den marxistiske kritikken av marxismens resultater er bedre, og virkelig løser problemer,» skrev han.
Strategien var å skape en vitenskapelig marxisme, som tok lærdom av den marxistisk-leninistiske verdensbevegelsens feil og tilpasset de klassiske teoriene til lokale forhold. Det var imidlertid en «vitenskapelighet» som, ved siden av manglende kildehenvisninger, gjorde bruk av en retorikk som skulle bli særegen for partiet, kjennetegnet av ordet «hovedsida»: «Hovedsida var at den sosialistiske Oktoberrevolusjonen åpna et nytt kapittel i verdenshistoria. Den propaganderte for vennskap og likhet mellom nasjoner, folk og stater... Hovedsida ga håp om nye og bedre forhold mellom mennesker på jorda.» Kina tok et oppgjør med Stalins feil, men der kritikerne mente at også Kina har lik i lasten, svarte Øgrim at selv om kulturrevolusjonen kanskje varte for lenge, var den nødvendig. Hovedsida ved den var bra. I Kambodsja var mer enn hovedsida bra: «Jeg er mektig imponert over Kampuchea, som jeg trur er et ekte sosialistisk land,» skrev Øgrim. Bare ett sted ga han Røde Khmer kritikk: «[J]eg kan ikke følge Pol Pot når han tre år etter frigjøringa sa at Demokratisk Kampuchea hadde skapt et samfunn som var ’helt reint’. Jeg trur det var en overdrivelse.»
Å søke tilbake til røttene var et logisk skritt for en partistrateg som så feil ved det som skulle være verdensrevolusjonens spydspiss i Norge. Øgrim hadde også rett i at suksessen ml-bevegelsen nøt i de første sju-åtte årene var i ferd med å forsvinne. Han trodde imidlertid at en striglet ideologisk kjepphest ville være mer utholdende.
Det var en feilslutning. Hans Rosinante forble et gammelt øk. Bevegelsen ble stadig mindre og mer marginal etter 1979. Likevel fulgte Øgrim malen fra Marxismen – vitenskap eller åpenbaringsreligion i Den vestlige maoismens sammenbrudd og krisa i AKP(m-l).
Boka ble til i en kraftanstrengelse i løpet av mai 1982. En forvokst pamflett til innvortes bruk i AKP(m-l), kalte Øgrim den. Han ville stake ut en kurs som kunne ta både ham og bevegelsen ut av uføret.
Men igjen var det «vår utilstrekkelige forståelse av kapitalismen, og vår utilstrekkelige analyse av samfunnsforholda og den kapitalistiske utviklinga i vårt eget samfunn, som... fører til vår utilstrekkelige forståelse av sosialismens nødvendighet, mulighet og sannsynlige karakter i vårt land». Øgrim tok fortsatt ikke et oppgjør med den marxistiske fatalismen, troen på revolusjonens historiske nødvendighet.

Teknospåmannen

Slik skulle det fortsette i tre år til. Men i Grisen før jul fra 1985 skjedde det noe. «Vi» i teksten var ikke lenger ml-bevegelsen, men det store vi, vi nordmenn. Øgrim hadde funnet et nytt emne: Samfunnets møte med ny teknologi.
Øgrim inntok spåmannens positur i Grisen før jul, og leverte nattsvarte teknodystopier. Gud har plassert Norge i en osteklokke. Der trives vi fordi livet tilsynelatende er trygt, hevdet han. Men ute i den store verden var den teknologiske utviklingen i ferd med å endre alt. Konsekvensene kan bli krig og massearbeidsledighet. Derfor må arbeiderklassen stå mer samlet enn tidligere – få større klassebevissthet. Så lenge det ikke skjer, skrev Øgrim, kan den strategiske situasjonen best oppsummeres slik: «VI ER GRISEN, OG SNART ER DET JUL.»
En klassisk marxistisk teknologideterminisme truet fortsatt med å gjøre menneskene til ansvarsløse marionetter i de økonomiske kreftenes dukketeater. Og i tekstens kroker spøkte fortsatt et lite vi som måtte forsvares. Men Øgrim nølte nå mer.
Deretter forsvant han fra bokhandlernes hyller. Han gikk ut av ledelsen til AKP(m-l) og sluttet også som fagforeningsmann for å vie seg til datajournalistikken. Det resulterte i en imponerende mengde artikler i fag- og bransjeblader, aviser og tidsskrifter, fast spalte i PC World i en årrekke, og en blog om data og samfunn, kalt «Under en stein i skogen».
I mellomtiden debuterte imidlertid Eirik Austey som skjønnlitterær forfatter. Slik ble han presentert av forlaget på baksiden av På sporet etter det ukjente dyret fra 1990: «Eirik Austey (44) har vært sjømann, ligningsfunksjonær og leder av et transportbyrå i Edinburgh, Skottland. Han bor i Hedmark. Ut over det nekter han å kommentere rykter om livet sitt.» Teksten er ledsaget av et bilde av Franz Kafka.
Mer enn ti år tidligere, i etterordet til Jernkorset. Kapitlet som ble vekk, hadde Øgrim presentert sitt litteratursyn, et program for virkelig revolusjonær arbeiderlitteratur. Den skulle ta skarpere politisk stilling og «konkret kritisere den nåværende kapitalistiske samfunnsordninga». Arbeiderklassen skulle spille helterollen, revisjonister skulle angripes og litteraturen vise frem et sannferdig bilde av klasseforholdene, mente han.
At Øgrim dermed gjorde litterære kvalitetsbegreper overflødige, er en sak. En annen er om Eirik Austey levde opp til den ekte arbeiderlitteraturens strenge politiske krav.

Det skjønnlitterære eksilet

Han gjorde ikke det, og dermed kom bruddet i Øgrims forfatterskap. Austey var nemlig Øgrims skjønnlitterære alter ego.
I Tyskeren mot Stretermish (1985) foregår handlingen før første verdenskrig. Klassekamp sto fortsatt sentralt i denne blandingen av fantasy og politisk thriller, men sannferdigheten i skildringene er nok noe mangelfull. I På sporet etter det ukjente dyret fjernet Øgrim seg ytterligere fra den revolusjonære arbeiderlitteraturen. Den halvabsurde miksen av små prosatekster var snarere preget av kontraster mellom det abstrakt billedlige («Ei ganske lita jente flyter i lufta i et rom. Halvveis opp til taket er rommet fylt av svevende hvite sukkerkorn.») og det naivistisk konkrete («10 år/hoppa strikk/slo kneet i haka/så hu måtte til tannlegen!»).
Austeys tredje bok, Oslo smelta inn i et stykke blått glass, var en ny mørk framtidsvisjon, der verden er delt inn i parkland (landene i Sør), himmel og skrotland. Europa kom i sistnevnte kategori, og Oslo ble en ruin befolket av villmenn. Øgrim unnlot nå å kritisere kapitalismen eksplisitt og konkret.
I løpet av de seks årene som gikk mellom første og siste bok av Eirik Austey falt Sovjetunionen, og det var ikke lenger mulig å neglisjere overgrepene på Pol Pots «Killing fields».

Et eksplisitt oppgjør

Da Øgrim igjen skrev ikke-fiksjon, var linjeskiftet fullført. Han mente selv at Hilsen til en generasjon kvikksølv fra 1997 (Ny utgave på Oktober i 2000) var en oppfølger til Grisen før jul, men forsvaret av diktaturet, den mekaniske materialismen, revolusjonens nødvendighet og de fem stores uangripelighet var borte. Øgrim spilte i denne siste boka på et større repertoar av analyseredskaper, og ga til og med det marxister kaller overbygningen kraft til å påvirke historien. Det var med andre ord et helhjertet, men kanskje også hjerteskjærende, oppgjør: «Jeg er en gammal raddis, nå resirkulert som Pønk Datajournalist,» skrev han.
Den skarpe dikotomien mellom de to alternativene i Grisen før jul, kommunisme eller katastrofe, hadde mistet troverdighet. Oppgjøret ble så eksplisitt som man kan forlange: «Problemet for tradisjonelle sosialister/kommunister er altså at SAMTIDIG som kritikken mot det nåværende sosiale og økonomiske systemet vokser, har den KONKRETE samfunnsmodellen de har stilt opp som løsning, slutta å være meningsfylt.»
Istedenfor revolusjon ville den «resirkulerte» Øgrim kjempe innenfor et etablert politisk system. Etter å ha analysert skjebnen til industribyen Høyanger, kvinnenes plass i det nye samfunnet og spådd at de fysiske pengene vil forsvinne, lanserte han i Kvikksølv en ny radikal politikk. På kort sikt ville han forsvare ytringsfriheten og drive kulturkamp om innhold på internett, kjempe for retten til informasjon, frihet fra overvåkning og gratis nettilgang for de fattigste. (De siste årene bidro han aktivt til den norske utgaven av Wikipedia.) På lengre sikt holdt han fast ved noen mer omfattende visjoner: At informasjon blir gratis, at samfunnet garanterer fysisk og kulturelt livsgrunnlag, omsorg og sikkerhet for alle sine medlemmer, samt personlig og kulturell frihet.
Da Øgrim endelig innrømmet ungdomssyndene, ble imidlertid resignasjonen synlig. Den proletære ridder som skremte vannet av et forsoffent borgerskap på 70-tallet kunne blitt en nasjonal strateg som satte dype spor i det norske samfunnet – istedenfor har resultatet av hans virke som forfatter blitt en politisk anakronisme, noen skjønnlitterære bøker av varierende kvalitet og en samling mer eller mindre troverdige hypoteser om samfunnet etter datarevolusjonen.
Tron Øgrims liv var utvilsomt begivenhetsrikt, med retning, med mening, med engasjement. Likevel kan kanskje forfatterskapet hans oppsummeres slik: Tron Øgrim var strategen som ramlet av kjepphesten.

Folkelig kosmopolitikk (Dagbladet)

FRP-KODEN: FrP-koden løses ikke ved at Jens Stoltenberg lærer seg Grandiosa-dansen og Jonas Gahr-Støre går i grilldress.

Innlegg av Hans Erik Næss Masterstipendiat ved forskningsprogrammet Culcom (Kulturell kompleksitet i det nye Norge)


VÅRENS STORE «snakkis» er Magnus E. Marsdals bok Frp-koden. Hva er forklaringene på Frps vekst de siste tjue årene? Overraskende lite skrives i boken om hva det er med selve Frp som gjorde at partiet fikk 22,1 prosent av stemmene ved forrige stortingsvalg. Bøttevis med kjeft får derimot «venstreeliten», som på tross av navnet er en ideologisk mangfoldig kategori av akademikere, kulturpersonligheter og politikere.
Marsdals argument går omtrent sånn: Innhyllet i selvhøydelig meningståke og forført av en slu nyliberalisme, skjønner ikke «den politiske statsadelen» at ansvaret for høyrepopulismens oppsving og arbeiderklassens misnøye ligger i deres hender. Dokumentasjonen på at dette stemmer er tidvis overbevisende. Likevel er kritikken mot venstreeliten litt ufortjent. To representanter for den har allerede gjort et av de mest relevante - om ikke det mest grundige - forsøkene på å revitalisere den sosialdemokratiske politikken i Norge.

BIDRAGET HAR tittelen «Kosmopolitikk» og kom fra sosialantropolog Thomas Hylland Eriksen og sosiolog Halvor Finess Tretvoll i 2006. Her forsøker de å foredle den teoretiske kosmopolitismen om til håndgripelig kosmopolitikk. Hovedgrepet er å fjerne venstresidens hang til å se alt gjennom nasjonalstatens linse. Grunnen er at skillet mellom innriks- og utenrikspolitikk blir stadig mer irrelevant. Derfor inntar Eriksen og Tretvoll et overnasjonalt blikk på blant annet miljøspørsmål, velferdsstatens utfordringer og Muhammed-karikaturene. Identitet, religion og kultur må også tas på alvor som politiske dimensjoner ved globalisering. Reaksjonene på karikaturene viste at det er kort vei fra Jyllands-Posten til Beirut.
Eriksen og Tretvoll bryter også med venstresidens evne til å være prinsipielt bekymret for fremtiden, og de kritiserer LO for ikke å ha tatt innover seg at det norske arbeidsmarkedet i realiteten er transnasjonalt.
Hovedargumentet i Kosmopolitikk er imidlertid at mange politiske konflikter ikke lar seg begrepsfeste langs den tradisjonelle høyre/venstre-aksen. Marsdal viser også dette ved at Frp-velgernes meninger om økonomi ofte står til venstre for Ap. Til sammen fremtvinger dette en optimistisk politikk frigjort fra antikvariske partibøker - i Eriksen og Tretvolls øyne en kosmopolitikk som bedre balanserer kravene til likhet med retten til å være forskjellige. Men hvor ble det av debatten? Det fra begynnelsen rike ordskiftet om kosmopolitikkens muligheter og begrensninger har stilnet fullstendig. Responsen på Frp-koden danner imidlertid et bindeledd til arbeidet med å tilrettelegge for et kosmopolitisk Norge.

BINDELEDDET KAN kan oppsummeres i et stikkord som ble sørgelig oversett forrige gang debatten levde: «folkelig». For mange er kosmopolitisme en filosofisk tankeøvelse uten rot i virkeligheten. Men kosmopolitikkens gjennomslagskraft ligger i de nære ting. Like mye som det handler om Immanuel Kants verdensborger og arven fra de gamle grekerne, dreier det om retten til å gå på dansebandfestival uten at trendpolitiet kommer vraltende med hevede pekefingre. Eventuelt å kunne ta seg en sommerøl til grillkotelettene i Sofienbergparken i Oslo, uten å bli stemplet som fyllik og truet med bøter. Folkelighet, i betydningen det motsatte av alle former for overdrevent snobberi, er heller ikke uforenelig med intellektuell kapital. Hemingway drakk med folk på gaten i Pamplona og skrev seg til en Nobelpris i litteratur. Andy Warhol var uhyre eksentrisk, men har likevel blitt allemannseie i popkulturen. Og utenriksminister Jonas Gahr Støre - akademiker fra den franske eliteskolen Sciences-Po og en av «Armani-demokratene» som får tyn i Marsdals bok - har gjennom gjentatte målinger vist at han er regjeringens mest populære politiker.
Vi behøver altså ikke å akseptere de kulturelle delelinjene mellom Frp og røkla, eller Folket og Eliten, som Marsdal tegner opp. Ideen om at folkelighet skal reserveres for Frp-velgere eller D.D.E.-fans er like presis som at Bjørnstjerne Bjørnson skal ha copyright på «norsk litteratur».
Frp-koden løses derfor ikke ved at kjendiser slutter å si at de synes partiets velgere er idioter (bare si hva dere mener, men det er naivt å tro at noen bryr seg). Heller ikke ved at Jens Stoltenberg lærer seg Grandiosa-dansen eller at Jonas Gahr Støre går ekstra mye i grilldress.

KODENS NØKKEL lages på egen hånd ved å presentere et kosmopolitisk program som er forankret i det norske folks hverdagsliv. I et flerkulturelt samfunn innebærer det at kravene til likhet og retten til forskjellighet varierer. I praksis betyr dette mange ting; innføringsbøker i samfunnskunnskap på videregående, som sier at vi kan sove trygt om natta selv om naboene våre heter Hong eller Wieniawski; en kulturelite som uten å hvine av forakt lar folk dra på AmCar-treff; en eldreomsorg som vet å verdsette de som bygde landet; eller en miljøvernstrategi som ikke bare lar de rike kjøpe seg fri fra sin del av forurensningsbyrden, men belønner de som ønsker å gjøre en innsats.
Utsiktene til en slik verdirevolusjon medfører naturligvis kostnader og betingelser. Men selv om Norge er det eneste landet i verden med så mye penger at det ikke vet hva det skal bruke dem til, trenger ikke dette bli så dyrt. Møbelkjeden IKEA oppdaget at flere av sine ansatte gikk med private hijaber. Samtidig var det uniformsplikt. Løsningen var å designe en jobb-hijab sammen med brukerne. Så upretensiøst, så hverdagslig - og kosmopolitikk i et nøtteskall.

PØLSE ELLER IKKE PØLSE, det er med andre ord egentlig ikke spørsmålet. Hijab og grilldress, uten sammenligning for øvrig, er ingens fiender. Derimot finnes det nok av reelle tyranner å bekjempe. En folkelig kosmopolitikk vil hjelpe oss med å peke dem ut. På samme tid vil vi samles rundt de verdiene som virkelig betyr noe. Spørsmålet er bare om regjeringen Stoltenberg våger å ta kosmopolitikken inn i varmen.