Blød universalisme (Lettre International, dk.)

I Norden må vi genfinde balancen mellem lighed og tolerance. Kosmopolitikkens svar er en blød universalisme

Av Halvor Finess Tretvoll og Thomas Hylland Eriksen

I løbet af en uge i april i år skete to ting i det gamle kongerige Danmark-Norge, som perspektiverer vores respektive forhold til mødet mellem det kristensekulære Vesten og islam.
I Danmark udtalte præst og folketingsmedlem Søren Krarup, at en hijab og et hagekors er to sider af samme totalitære sag. Noget som fik støtte – “i substansen” – af Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, og som statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke rigtigt magtede at tage afstand fra. I Oslo blev norsk-somaliske Kadra Yusuf slået ned på åben gade efter at have udtalt i et interview, at Koranens kvindesyn bør omtolkes (så forsigtigt udtalte hun sig faktisk).
Lad os sige, at gerningsmændene slog til på grund af udtalelsen. Så skulle man tro, at de befandt sig i den diametralt modsatte position af Søren Krarup. Og i visse vigtige sammenhænge – som i synet på brug af vold – gør de det naturligvis også. Samtidig har de et væsentligt fællestræk: viljen til konfrontation.
På den måde kan de to positioner betragtes som hinandens spejlbilleder. De er symmetriske og afhængige af hinanden for at eksistere. Ja, i nogle sager er det yderste højre og islamismen til og med rørende enige. Både Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid, som Krarups udtalelse drejede sig om, og Krarup selv, er fx blevet kritiseret for deres uafklarede forhold til dødsstraf.


Danmark, som engang var nordmændenes vindue mod verden, kontaktfladen for norske intellektuelle, som ville væk fra fjeld og fjord, har ifølge Krarups sidste bog gennemgået et systemskifte. Han mener, det var “folkeånden”, der rejste sig mod de vankelmodige intellektuelle på danskhedens og kristendommens grund, og afviste “en politisk korrekthed, som vil gøre os historieløse, rodløse, åndløse”.
Han har ret – desværre. Ikke i den flatterende beskrivelse af hegemoniskiftet, men i, at det har fundet sted: Den danske kolonihave har fået nye formænd. De liberale med hjertet på rette sted og piben godt stoppet er væk. De nye herskere har hejst flaget, rejst stakittet og sat “No trespassing”-skilte op. Nu sludrer de over chablisen om kolonihavens kulturarv, er selvtilstrækkeligt tilfredse med deres nationale sindelag, og uddeler skulderklap til hinanden efter endnu en vellykket offensiv mod “naivisterne” og deres åbenhed over for verden. Det er som om, blikket for kompleksitet forsvinder nøjagtig på det tidspunkt, hvor det er allermest nødvendigt. Det mest nærliggende svar på ethvert identitetsspørgsmål bliver et stammegrynt; en enkel inddeling af verden i hjemland og udland, majoritet og muslim. Når Krarup ytrer sig, tyer han fx oftest til begreberne “islam” og “muslimer”, ikke “islamisme” og “islamister”. Hans grovkornede verdensbillede har ikke plads til den slags – ikke ubetydelige – nuancer.
Det er i grunden et imponerende stykke identitetsformende arbejde, Krarup og andre af hans støbning har udført i Danmark de sidste seks år. Det har ført til, at sådanne generaliseringer i dag er stuerene. I en tid, hvor grænseoverskridende bevægelser af kapital, idéer og mennesker foregår hurtigere og i større omfang end tidligere, har man fået en betydelig del af nationen til at danse rundt om en totempæl svøbt i rød-hvide farver med Grundtvig tronende på toppen som en noget mindre fritænkende karakter, end vi var vant til. For i mørket, væk fra lejrbålets ild, uden for nationens grænser, men også i landets egne storbyers dunkle forstæder, truer Det fremmede. Efter sigende. VK-regeringen har, i sin pardans med Dansk Folkeparti, fået problemer med det hele.

Danmarks salonradikale
Samtidig er Danmarks kosmopolitter passiviseret og reduceret til impotente salonradikale. Hvis man hæver stemmen mod selvtilstrækkelighedens logik, får man straks etiketterne “politisk korrekt”, “kulturradikal”, “smagsdommer”. Og så er det farvel og tak. Debatten – som ikke længere er en debat, fordi der ikke foregår nogen egentlig udveksling af meninger – fortsætter uden dig. For du er så ulideligt kedelig og usexet.
I Norge er det ikke kommet så vidt, endnu. Men kulturkamphanerne er for længst trådt ind på scenen også i “fjeldabernes” land. Og når en af dem åbner munden og siger, at nu er det på tide, vi stiller krav til indvandrerne, at vi sætter foden ned over for overgreb mod svage grupper i minoritetsmiljøerne, vil mange tænke, sige og skrive, at det sandelig også er på høje tid, at nogen siger det, som det er, så vi endelig kan slippe af med de fornemme kosmopolitters evindelige ævl – godt at nogen tør være “forfriskende politisk ukorrekt”.
Det lyder nok bekendt for en dansker. Men denne defaitisme, glidebane, dette knæfald for nynationalismen, vil måske vise sig at være blandt de mest interessante, når historien om vores tids Danmark-Norge skal skrives. Var grobunden for en sådan vending bedre her end i andre sammenlignelige lande? Indeholdt vores nordiske tolerance, som gav plads til en mangfoldighed af levemåder, en skyggeside, hvor et voldsomt sanktionsapparat lå parat, om de uskrevne – men fundamentale – grænser for, hvordan alternativitet på dansk-norsk, blev overskredet?
Vi spørger, fordi idéen om det rene, nationale fællesskab er en illusion, som delvis næres af frygt, og under alle omstændigheder ikke kan være udgangspunktet, hvis man vil forsøge at løse de udfordringer, globaliseringen og kulturmøderne fører med sig. Sandheden i dagens Norge, som i dagens Danmark, er, at det mest politisk ukorrekte vil være at insistere på dialog, pluralisme, respekt og samarbejde over, under og mellem kulturgrænserne. Selvom Norge har taget nogle skridt i dansk retning, når det gælder synet på islam, er der fortsat store variationer i det gamle kongerige. Førende norske medier er omhyggelige med at undgå stereotypisering af muslimske indvandrere. Nynationalisterne står sjældent uimodsagt. Den markante forskel i modtagelsen af Karen Jespersens og Ralf Pittelkows bog Islamister og naivister, som for nylig blev oversat til norsk, tyder på, at Danmark stadigvæk er noget for sig selv i en nordisk sammenhæng. Bogen, som heldigvis er langt mere moderat, nuanceret og vidende end Krarups lille bandbulle, blev stort set godt modtaget i førende danske medier. I Norge blev den præsenteret positivt et par steder, blandt andet i den tidligere maoistiske avis Klassekampen. Ellers blev den omtalt som endnu et eksempel på den beklagelige polarisering og maniske “besættelse af islam”, som kendetegner dagens Danmark.
Jespersen og Pittelkow skelner mellem islam og islamisme og ønsker at alliere sig med fritænkende muslimer. Dette til trods indeholder bogen den danske debats harske toner. I forfatternes øjne bøjer “naivisterne” sig for stadig flere krav fra en organiseret og offensiv islamisme, som skjuler sig bag et mindre problematisk sprog i offentlige sammenhænge, men i virkeligheden ønsker, at sharia skal gøres til gældende lov i europæiske samfund. Derfor er det nødvendigt at sige stop, skriver de. Ingen halalmad i skolekøkkenet. Ingen forhæng i omklædningsrummet. Ingen fritagelse fra kristendomsundervisning. Ingen fritidsklubber med arrangementer kun for piger. Kun sådan er det muligt at sikre Europas “frihedsorienterede grundværdier” og “samfundets sammenhængskraft” fra en glidebane mod den vestlige kulturs undergang.
I Norge anses den slags tiltag, blandt politikere og førende kommentatorer, stadigvæk som konstruktive idéer til en integrationspolitik, hvor også minoriteterne oplever, at de respekteres.
At finde en fungerende balance mellem universelle værdier og ret til forskellighed forudsætter vilje til kompromis og pragmatisme. Der findes ingen enkel løsning; det er nødvendigt at tage stilling i hver konkret sag. Men det nægter Pittelkow og Jespersen at gøre. I stedet får man nærmest indtryk af, at muslimer bliver nødt til at tage en bajer og en lille én til morgenmaden, hvis frihedsværdierne skal reddes. Det er ikke fundamentalt forskelligt fra islamisternes påstande om, at hele den degenererede vestlige livsstil er blasfemisk.
“Naivisterne”, dem, som ikke vil danse efter Jespersen/Pittelkows melodi, sammenlignes med Biedermann i Max Frisch’ skuespil Biedermann og brandstifterne, som i overdreven gæstfrihed giver pyromaner fred til at forberede at sætte ild til hans loft. Det er et eksempel på en retorik, som har bidt sig fast i Danmark, og som effektivt kvæler enhver modstand mod nye omkvæd.

Danskere i reservater
Krarup har skrevet sin bog i brevform, stilet til en gymnasieelev. Den kan dermed forstås som et præmaturt forsvarsskrift, en hvidbog for fremtidige generationer. De vil imidlertid opdage, at to tredjedele bygger på urimeligheder og hårrejsende overdrivelser. Her insinueres det fx, at danskerne ville være endt i reservater, som indianerne i USA, hvis ikke “den nationale selvbesindelse” var vakt til live. Korstogene var “en slags europæisk selvforsvar”, og dem, der ikke vil kæmpe imod islam sammenlignes med dem, der ikke stod op imod nazisme, da Danmark blev angrebet af Tyskland i april 1940.
Også den norske aktivist og fagbogsforfatter, Hege Storhaug, trækker en sådan parallel. I et portrætinterview for nylig sammenlignede hun sin egen indsats mod muslimsk mandschauvinisme med sin fars kamp mod nazisterne under 2. Verdenskrig. Det er med andre ord en symboltung arv, indvandringskritikerne knytter an til: Kampen mod den rene ondskab og den vestlige civilisations forestående undergang. Derfor holder man hellere sin mund, hvis man har sine tvivl, og kan ikke klandres for det. Eller? Var du ikke selv – hvis du tænker rigtigt efter – en af disse arrogante besserwissere, som sov en multikulturel tornerosesøvn, mens de militante islamister lagde planer? Du blev måske vækket af terroristens dødskys for fem et halvt år siden? Eller virker det bare sådan i efterrationaliseringens indbildte klarhed? Alle disse frygtforestillinger, som har fået så solidt fæste i det danske samfund, og som får stadig større betydning i det norske, sprang jo ikke frem som selvindlysende sandheder en septembermorgen. De blev formet, dyrket, spredt og bekæmpet – en stund – og så godtaget. I stilhed, under et høflighedstyranni, som nu må brydes.
At være imod globaliseringen er jo omtrent lige så interessant, som at være imod Golfstrømmen. Prisen for at vaske sine hænder for overgreb langt borte, mens man holder sin egen have ren og nydelig, kan desuden blive høj. Fadime-sagen i Sverige for nogle år siden, hvor en kurdisk-svensk kvinde blev dræbt af sin far, mindede os om, at æresdrab er blevet en del af skandinavisk kultur. Men det ville ikke have løst nogen problemer for Fadime Sahindal, hvis hele hendes familie var blevet i Kurdistan i stedet for at emigrere til Sverige. Hvis det er menneskeheden, som er vi-gruppen, og ikke en bestemt etnisk, religiøs eller national gruppe, spiller det ingen rolle hvor æresdrabet, tvangsægteskabet eller omskæringen finder sted. Ja, måske er det bedre, at tvangsægteskaberne kommer hertil, for her har vi flere muligheder for at forhindre dem i fremtiden, end vi ville have i fx Pakistan. Desuden er det en effektiv vaccine mod den egentlige nordiske naivitet, som proklamerer: Ude af øje, ude af sind.

Vi har brug for en grundigere, mere gennemtrængende debat om tolerance og dens grænser. En central politisk udfordring må bestå i at genfinde balancen mellem forskellighed og lighed. I en del sammenhænge, hvor der i dag lægges vægt på forskelle, går kosmopolitikken ind for at lægge større vægt på universelle værdier. Det kan fx dreje sig om lige muligheder på arbejdsmarkedet. På områder, hvor krav om lighed breder sig i dag, er der derimod behov for større tolerance.
Dele af den globale islamistiske bevægelse udgør utvivlsomt en totalitær trussel mod de værdier, vi har lært at sætte pris på i Vesten: ytringsfrihed, religionsfrihed, seksuel frihed. Og vi kan ikke leve med, at ytringsfriheden begrænses sådan, at det, som ikke kan siges hvor som helst, heller ikke kan siges her i Norden.
Men er der noget Søren Krarup, Jespersen/Pittelkow i Danmark og islamkritikere som Hege Storhaug, Hallgrim Berg og Vebjørn Selbekk i Norge, har til fælles med disse islamister, så er det en tro på, at konfrontationen er svaret på denne udfordring. De klæder radikale islamister omtrent på samme måde som rettroende nydarwinister klæder kristne kreationister: De har forskellige meninger, men de har dem på samme måde. De betjener sig af et rethaverisk prædikantsprog, opererer inden for en entydig og lukket diskurs, og er nærmest parasitter på det fænomen, de mener sig at bekæmpe. Uden den reelle eller fiktive trussel fra radikal islamisme var hverken Storhaug, Krarup eller Berg blevet til mere end fodnoter i samtidshistorien.

Frygten i stuen
Karikaturkrisen viser, hvordan globaliseringsprocessen også omfatter globaliseringen af fornærmelser. Raseriet, de skarpe avisledere og voldsomme gadedemonstrationer – fra Indonesien til Marokko – blev selektivt og umiddelbart formidlet tilbage til os nordboere via tv-skærmen. Ødelagte ambassader, boykot og brændende flag møder den tacospisende familie i sofaen. Blot et lille mindretal stod bag eller støttede denne vold, men frygten breder sig i stuen. Samtidig er mange muslimer overbevist om, at de fleste vesterlændinge vil dem ondt. Konklusionen er, at ganske få mennesker kan gøre ubodelig skade i vores tid.
Den evindelige snak om civilisationskonflikter kan i værste fald blive en selvopfyldende profeti. En fungerende balance mellem tolerance og universalisme synes længere væk for hver omdrejning i polariseringsspiralen. Derfor må denne destruktive konfrontationslinje afsluttes.
I dansk offentlighed er tiden overmoden. I Norge kan tilstanden mere præcist beskrives som præget af usikkerhed og, i en del tilfælde, regelret forvirring. Avisen Klassekampen er nok det mest eklatante eksempel på det sidste. Så sent som i fjor forsvarede avisen Hizbollah, som “trods alt” repræsenterer noget “progressivt”, altså en slet skjult afsky for Israel og USA. Samtidig har avisen et ambivalent forhold til hijaber og er til dels utilsløret begejstret for nogle af de mest islamfjendtlige personer i dagens Norge.

Et slående aspekt ved debatterne om islam i Norden er deres ensidighed. For hvor der er nok bidragsydere, som harmdirrende anklager “venstrefløjen” for eftergivenhed og naivitet, og mange på “venstrefløjen”, som forsvarer sig mod angrebene, er der få militante islamister at se. De udgør ingen horde, som offentlighedens portnere må holde i skak, og de, der måtte findes med uhyggelige planer, bekæmpes bedst med politisamarbejde og efterretning. Lighederne med McCarthyismen er påfaldende: Der foregår en heksejagt, men det er en smule uklart, hvem heksene er. De finere skillelinjer mellem muslimer, islamister og terrorister forsvinder.
Samtidig er der lille tvivl om, at der foregår overgreb blandt minoriteter, og at både kvinder, børn og mænd er fanget i en ubehagelig krydsild mellem religion, værdier hjemmefra og værtslandets blanding af værdier og værdinihilisme. Her er der tale om reelle friktioner og et stort konfliktpotentiale, måske ikke mindst indad i minoritetsgrupperne. Vores løsning på denne gordiske knude er en blød universalisme. Visse værdier bør være almene og ukrænkelige i Oslo, i København og i Islamabad, men mangfoldigheden af veje til det gode liv må anerkendes som ligeværdige. Nøjagtig hvor tynd en sådan universalisme er, kan ikke besvares entydigt, men den kan ikke være tykkere, end at både rettroende buddhister og darwinister føler sig tilpas med deres tro. Samtidig skal den beskytte også andres muligheder for at mene deres om det hinsidige og om den bedste livsstil i det dennesidige. Det afgørende er ikke principfasthed, men kontekstfølsom pragmatik.
Og vi må acceptere at leve med forskellighed på ubestemt tid. Hverken de gode, gamle dage, da kulturrelativismen syntes tiltrækkende, fordi kulturerne befandt sig forskellige steder, eller den mytiske Guldalder, hvor alle havde fælles værdier (hvad vil fritænkere og homoseksuelle indvende?), kan kaldes tilbage fra historiens losseplads.

Så vi bliver måske nødt til at håbe på, at vores offentligheder på begge sider af Skagerrak før eller siden opdager, at der findes flere temaer end islam. I modsat fald risikerer vi, at krige udkæmpes, skove hugges ned, millioner drukner eller dør af AIDS, uden at vi bemærker det – fordi vi bruger al vores energi på at diskutere hvad, der kan gøres for at forhindre fætter-kusine-ægteskab blandt indvandrere i vores egne små, velnærede lande.